Velkommen hos Augustenborgspejderne!
Vi udvikler børn og unge gennem friluftsliv, fællesskab og udfordringer
Som spejder udfordrer man sig selv sammen med andre. Vi overnatter i skoven i hængekøjer og leger indianere i skoven. Vi laver bivuakker og sover med månen som natlampe. Vi tager på lejre og rister skumfiduser. Der er plads til alle og vi bidrager med det vi kan hver især.
Vi er udenfor
Friluftslivet er rammen om vores aktiviteter og vi mødes udendørs året rundt. Naturen er vores madplads, soveplads og legeplads. Der er højt til loftet og udfordringer til alle.
Vi lærer ved at gøre
Som spejdere bruger vi læringsmetoden learning- by-doing. Vi lærer at bruge GPS og kort mens vi finder vej – eller farer vild... - og vi deltager i at sætte telt op, lave mad og vaske op på tur. Vi prøver os frem og lærer af det.
Vi samarbejder
Som spejder lærer man at tage ansvar for sig selv og hinanden og der opstår ofte unikke venskaber, som varer ved i mange år. Hos os handler det ikke om hvad du kan, men hvad vi kan.
Vi udfordres
Børn og unge kan meget mere, end de – og ofte også deres forældre - tror. Som spejder får vi ansvar og bliver udfordret, så vi vokser og lærer om os selv og andre. Spejderne støtter og hjælper hinanden men bliver også vejledt af voksne til at tage ansvar for sig selv og fællesskabet.